twitter facebook instagram tumbler
logo

Maske af mælkebøtte

mælkebøtte-og-yoghurtmaske

Forleden skrev jeg, at det er med begejstring, jeg ser mælkebøtterne vælte op alle steder for tiden. Mange hader dem og prøver med al magt at tage livet af dem hver eneste sommer, men der er altså mange gode grunde til at klappe i hænderne over den smukke, gule blomst og hele resten af planten.

Spis dit ukrudt

Hver eneste lille bitte del kan nemlig bruges fornuftigt, og netop her i foråret er der knapt så mange bitterstoffer i dem som senere på sommeren. Så hvis du fx. vil bruge de små, spæde mælkebøtteblade i salaten, smager de allerbedst lige nu. Og lad være at rynke på næsen, de er i familie med rucola, og dem vil du jo gerne give 12 kr. bakken for i Netto ikke? Her er gratis salat i græsplænen, både til dig og din kanin. Desuden opfattes mælkebøtte af mange som en slags super-food, fordi den blandt andet er rigtig god for lever, nyre samt mave og tarm, hvor den regulerer og balancerer bakteriefloraen -what´s not to like?

Men lad os nu skride til sagen og det, det handler om, nemlig at få styr på en uregerlig, fedtet hud, der måske har tænkt sig at knalde helt ud, når sommervarmen endelig kommer, hvilket forhåbentlig bliver snart. Min hud reagerer som regel når klimaet skifter, og så er det rart at være bevæbnet med effektive våben.

Hvis du har fulgt med her på bloggen, er du måske allerede i gang med at behandle din hud indefra med et dagligt udtræk af mælkebøttens rod? Ellers kan du læse, hvorfor det er en god ide´ og hvordan du gør her.

Men nu er det tid til også at gå til angreb udefra med en maske af mælkebøttens strålende gule hoveder.

mælkebøtte-2

Det skal du bruge:

ca. 10 mælkebøttehoveder

(pluk dem et stykke væk fra befærdet vej og prøv at finde nogle, som hundene ikke har tisset på.)

2 spsk græsk yoghurt eller yoghurt naturel

(Jeg bruger en græsk yoghurt med lav fedtprocent. Den er nemlig tilpas tyk i konsistensen til, at den bliver siddende på huden. Men du kan også sagtens bruge almindelig yoghurt naturel, så kan du evt. lige hælde den op i et kaffefilter eller en te-si af stof og lade den hænge og dryppe af over et glas eller en kop en times tid. På den måde får du noget af vandet ud, så den får en mere fast konsistens.)

Sådan gør du:

Pluk de gule kronblade af mælkebøtteblomsterne, det er kun dem du skal bruge. Det gøres let ved at tage fat om alt det gule på en gang og vride dem af.

Kom kronbladene i en skål sammen med yoghurten og blend det hele til en lind pasta.

Nu er din maske klar! Nemt ikke? Fordel den i ansigtet og lad den sidde i 10-15 minutter. Skyl den af med lunkent vand.

Sådan virker masken:

Yoghurt naturel indeholder bakteriedræbende enzymer og en syre der virker peelende, dvs. hjælper din hud af med de døde hudceller. Derudover er den en fremragende fugtgiver

Mælkebøtten er antibakteriel og indeholder vitaminer og mineraler der stimulerer produktionen af nye hudceller.

Når du har renset masken af kan du dyppe en vatrondel i dit udtræk af roden og bruge det som en effektiv toner.

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *