twitter facebook instagram tumbler
logo

Slip af med mørke rande under øjnene

mod mørke rande

Du kender måske de morgener, hvor randene under dine øjne er så heftige, at du ligner en, der er sminket som et genfærd på vej til Halloween party. Sådan nogle morgener kender jeg i hvert fald, og medmindre jeg netop skal til spøgelsesfest pågældende dag, hvilket jeg skal ret sjældent, ja så er det om at finde på noget smart i en fart, for det klæder næsten ingen at være mørklilla fra øjet og halvvejs ned ad kinden.

Men før vi ser på, hvad der kan fjerne de fæle rande, skal vi lige forbi de ting der kan have fremprovokeret dem i dit smukke fjæs. I nogle af årsagerne ligger nemlig allerede en del af løsningerne, og i langt de fleste tilfælde kan du faktisk forebygge og helt undgå problemet ved at gøre nogle ganske enkle ting.

Få søvn nok

For det første er det vigtigt, at du får søvn nok. Det er ikke for sjovt, vi kalder de 8 timer på skjoldet skønhedssøvn. Søvn er en af de enkleste metoder til at blive fri for stress i krop og sind, få smuk hud, undgå indtagelse af for meget fedt og sukker i løbet af dagen (det skriger vores kroppe efter, når vi ikke får sovet nok) opnå en ro i kroppen, større personligt overskud og dermed stor indre skønhed. Og altså, sidst men absolut ikke mindst, sørge for at du IKKE vågner op som panda.

Drik vand nok

Det lyder måske både banalt og som lidt af en kliche´ men den er god nok! Vand er noget af et vidundermiddel når det kommer til skønhed. Og selvom vi måske normalt forbinder vand i skønhedsplejen med damp- eller karbade, så er det endnu vigtigere for et smukt ydre, at der er vand på tanken, end at kroppen er rengjort udenpå.

Vi består af ca. 60 % vand men vi sveder også halvanden liter ud hver eneste dag. Oven i det kommer den halve liter vi tisser ud. Og hvis du motionerer og dyrker sport, forsvinder der endnu mere. Det er altså ultra vigtigt og strengt nødvendigt for kroppens væskebalance at du hælder et par liter på hver eneste dag, ellers kan det ses! Og især kan det ses på din hud og altså… tadaaa.. på randene under dine øjne.

Motioner dagligt

Lider du af rande under øjnene, kan det være fordi der har ophobet sig for mange giftstoffer i din krop.  Du kan hjælpe kroppen til en hurtigere afgiftning, hvis du motionerer ca. 30 minutter om dagen.

Spis mindre salt

Du har helt sikkert hørt det før! Salt er ikke spor godt for dig i for store mængder. Og selvom det er livsvigtigt i små mængder, behøver du ikke tænke på om du får nok, med mindre du dyrker ekstremsport eller skal overleve i en ørken under bagende sol. Du får nemlig rigeligt gennem almindelig mad og drikkevarer. Men du bør derimod tænke på, om du får for meget. Hvis du gør det, kan det være en af årsagerne til de mørke plamager under øjnene.

Andre årsager

De sorte rande kan også være arveligt betingede, ligesom de kan skyldes en form for allergi eller anden sygdom. Hvis du har mistanke om sygdom, bør du ikke bruge disse tips, men i stedet kontakte en læge.

Sådan fjerner du sorte rande under øjnene

Når nu skaden er sket og du kun har fået fire timers søvn, efter du rullede dig i et fad saltede mandler i går aftes og fuldkommen har glemt at drikke så meget som en dråbe vand det seneste døgn, så fortvivl ikke! Der er masser af våben du kan tage i brug.

Kartoffel-metoden

Blend to rå kartofler til mos.

Læg dig på ryggen og fordel mosen på de sorte rande. (Du kan eventuelt pakke mosen ind i noget gaze, så er det lettere at styre på huden.)

Lad kartoffelmosen virke i 20 minutter og skyl af med lunkent vand.

Agurk

Det gode, gamle råd med at lægge to skiver agurk på øjnene, er ikke overlevet så mange generationer uden grund, det virker. Kolde agurkeskiver direkte fra køleksbet virker bedst, da kulde  får din hud til at trække sig sammen og poserne under dine øjne til at blive mindre. Samtidig tilfører agurken en masse fugt, som dine øjne har brug for.

Giv det 15 minutter på langs med skiverne på dine lukkede øjne.

 Kamillete

Kamille har en super beroligende virkning også på dine panda-glukker! Det er lettest at bruge to almindelige teposer med kamille-te, for dem kan du placere præcist på problemområderne.

Lav en kop kogende vand og dyb tebrevene deri et øjeblik, så de suger vand til sig. Hiv brevene op igen, tryk lidt af vandet ud og lad dem køle af, til du kan have dem på den tynde hud ved øjnene, uden at brænde dig. Læg dig godt tilrette på ryggen, placer teposerne over øjnene og nyd behandlingen i 10-20 minutter.

Massage

Massage er et godt middel til at komme af med rande under øjnene og det er helt klart min favoritmetode. For det første stimulerer det blodcirkulationen i ansigtshuden, hvilket i sig selv hjælper til at randene vil fortage sig. For det andet stimulerer massage under øjnene også nyrerne, og det er jo netop dine nyrer, der skal hjælpe med udrensningen af de giftstoffer, der kan have frembragt rande og poser i første omgang.

Sådan gør du:

Tag nogle dråber mandel- eller arganolie på fingerspidserne og fordel forsigtigt olien på huden. Husk at øjenomgivelserne er sarte, og det er ikke nødvendigt at hive i huden så den bliver strukket. I stedet trommer du blidt med fingerspidserne under øjnene i ca et minut.

Bagefter bruger du dine to pegefingre til at massere punktvis, hele vejen hen under hvert øje. Lad ikke fingrene glide henover huden, men bliv på hvert punkt og bevæg fingeren rundt i små cirkler. Start inde ved næsen og bevæg dig ud ad.

Øjencreme

Hvis du bruger øjencreme eller serum som en del af din skønhedsrutine, så hav cremen liggende i køleskabet. Dine øjenomgivelser elsker at blive kølet ned, det får poser og det der er værre, til at løbe skrigende væk.

 



2 svar til “Slip af med mørke rande under øjnene”

  1. Linda siger:

    Den massage hvor skal den foregå under øjnene eller i hele ansigtet eller hvor ellers?

    • Inez Gavilanes siger:

      Hej Linda.
      Massage mod mørke rande er under øjet, direkte på problemområdet. Men hvis du har lyst og tid er der mange gode grunde til at massere videre i øjenomgivelserne, og ned ad næseryggen. Og det er heller aldrig dumt, at give hele ansigtet en tur. På et senere tidspunkt laver jeg en post om, hvordan man udfører en fuld ansigtsmassage på sig selv, for det er et rigtig godt værktøj til et smukkere ydre, men samtidig en fantastisk vej til at få stimuleret alle dele af kroppen via særlige energipunkter. Men selvom du måske ikke kender disse punkter, kan du få meget ud af en fuld ansigtsmassage. Så med andre ord, hold dig ikke tilbage! Kh Inez

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *